Nomineret til Iværksætter

DRYK – Lad os sammen skabe en bedre verden

Sponsoret af

Se begrundelse

Nomineret til Iværksætter-prisen

Iværksætter Christian Christensen stiftede i januar 2020 virksomheden DRYK, der producerer og sælger plantebaseret drikke til high-end markeder i nu mere end 30 lande. 

Efter adskillige år i udlandet vendte den visionære iværksætter i 2013 tilbage til Danmark med et klart mål for øje.

”Jeg er opvokset på landet, og min familie har altid været involveret i landbrug. Derfor smerter det mig også at se, hvordan det barndomsland, jeg voksede op i med vild natur og masser af dyreliv, ikke eksisterer længere,” fortæller Christian og fortsætter:

”Virksomheden er født ud af den grønne omstilling, hvor jeg håber, at mit bidrag kan være med til at ændre vores verden og skabe mere plads til naturen. Som morfar vil jeg gerne kunne se mit lille barnebarn i øjnene, hvis hun en dag kommer og spørger mig, hvorfor vi ikke gjorde noget dengang, vi kunne. Hun er min drivkraft og største inspiration.”

 

Vi skabte DRYK sammen

Ved etableringen af DRYK var det i høj grad Christians hustru, der var med til at forme virksomheden – indtil hun fik konstateret kræft i bugspytkirtel og gik bort i starten af september 2020.

”Mina var på alle måder et fabelagtigt menneske og en stor støtte for mig. Det var helt naturligt, at hun altid var ved min side. Mina var med til alle forretningsmøder, og hun var en fantastisk medspiller,” fortæller Christian med sorg i stemmen. 

”Det at miste Mina var det værste, jeg nogensinde har oplevet. Vi skabte DRYK sammen, og når alt så svært ud, stod vi altid sammen. Hun er i mine tanker hver dag, og jeg forsøger at føre hendes ånd videre, så godt jeg kan.” 

Vækstrejsen fortsætter i Køge

Med unik beliggenhed på havnefronten glæder det Christian, at DRYK’s internationale rejse blev søsat i netop Køge.

”Der er et fantastisk miljø her på havnen, og jeg sætter stor pris på at drive virksomhed i Køge. Byens infrastruktur giver også nem adgang til motorvejen, som flere af vores medarbejdere benytter hver dag. Derudover vokser vi i omsætning med ca. 10% om måneden, og dette har vi gjort fast i to år. Jeg håber, at vi i løbet af en årrække kan placere os som nr. 2 på verdensmarkedet. Hvis vi fortsætter med at vækste, som vi gør, så tegner det godt for fremtiden.”