Nomineret til ILoveKøge

Claus Sall Photography – Køge er min inspirationskilde

Sponsoret af

Se begrundelse

Nomineret til ILoveKøge-prisen

Med kameraet over skulderen begiver fotograf Claus Sall sig ud i Køges aktive handelsby, hvor han i fem år, igennem sine billeder, har givet et unikt indblik i byens rivende udvikling. 

”Køge by rummer noget helt særligt for mig. Med mine billeder vil jeg gerne vise vores alsidige købsstad frem. Jeg er især fascineret af lyset, som er med til at give fotografierne forskellige stemninger afhængigt af årstidens lyse og mørke måneder. Jeg kan godt lide at vise folk små bider af byen – især skønne steder, som ikke alle kender til og er lidt hemmelige,” fortæller Claus med et smil.

Claus har et nært tilhørsforhold til Køge, da han er født og opvokset i byen – noget der på mange måder har formet ham som fotograf.

”For mig er byen noget ganske særligt, da det er her, jeg bor og har mit netværk. På mine daglige gåture har jeg altid mit kameraudstyr med mig. Jeg synes, det er fedt at kunne fange de små detaljer, som byen rummer, da den er fuld af variationer og ikke mindst udvikling. Igennem mine billeder vil jeg forsøge at give folk en smuk oplevelse af vores købsstad.”

Med ønsket om at gøre en forskel i verden

Igennem nære venner blev Claus introduceret til FN’s Verdensmål, der gjorde et stort indtryk på ham, og som i dag er omdrejningspunktet for hans forretningsmæssige værdier.

”For nogle år tilbage rejste jeg til Filippinerne sammen med et par venner. Vi etablerede HOPE Project Denmark og var med til at skaffe penge til et lokalt skoleprojekt i Santa Fee. Lige siden denne oplevelse har jeg haft et ønske om at hjælpe andre,” siger Claus.

Når en kunde booker en fotoopgave, har Claus valgt at donere 5% af beløbet, hvor han lader det være op til kunden, hvilket af tre udvalgte Verdensmål, som donationen skal gå til. 

”Kunden kan enten vælge at støtte nr. 2 Stop sult, nr. 4 Kvalitetsuddannelse – adgang til gratis grundskole eller nr. 6 Rent vand og sanitet. På den måde kan jeg forhåbentlig være med til at inspirere andre og gøre en forskel i verden.” 

 

Autenticiteten er vigtig

I årenes løb har Claus fået etableret en bred portefølje af kunder, hvor autenticitet er altafgørende, når han igennem billeder skal indfange og udtrykke følelser, som relaterer sig til kundens behov og ønsker.

”Det er min fornemmeste opgave, at billedet jeg tager kan fremkalde en helt særlig stemning, når man efterfølgende kigger på det. For mig er det vigtigt, at ægtheden er tilstede i alle mine billeder, og jeg tager aldrig imod opgaver, hvis jeg kan mærke, at kemien ikke er der,” afslutter Claus.