Nomineret til Årets virksomhed
Cematech, en af landets førende fiber- og netværksinstallatører, har eksisteret siden 2006, da fibernet var helt nyt i Danmark. Med den mangeårige erfaring og viden er de eksperter på området, og de kan løse selv de mest komplekse opgaver. Kunderne er teleudbydere og energiselskaber samt store datacentre, boligselskaber, antenneforeninger, kommuner og institutioner.
Det siger juryen:
Cematech er specialister i fiberteknik og en af de foretrukne leverandører til de store fiberselskaber. Cematech skaber flotte resultater år efter år, så gazellerne står i flok på hylden, og virksomheden har budt mange nye medarbejdere velkommen til Køge.
Ejer Christian Enger har succes med at kombinere godt købmandskab, teknisk faglighed og rigtig godt teamwork, hvor trivsel og samarbejde vægter meget højt.
Vi har talt med Christian Enger og spurgt ham:
Hvad er passionen bag?
”Det har altid handlet om at være en stærk partner for kunden, og at udvise stor fleksibilitet – uden det går ud over kvaliteten af vores arbejde. Det ved vi, betyder meget for vores kunder. Og samtidig har vi en klar ambition om at være blandt landets førende inden for vores felt, målt på viden og knowhow. Det kræver, at vi er fremme i bussen og hele tiden opdaterer os på den sidste nye viden og efteruddannelse, i alle led af virksomheden.”
Hvor findes arbejdsglæden?
”Vi har en fantastisk positiv og stærk teamånd hos os – og en høj grad af medarbejdertrivsel. For ud over løbende at holde hele organisationen skarp på viden og kompetencer, prioriterer vi det højt, at vi skal have det godt, mens vi går på arbejde. Det betyder så også, at vi gerne løfter i flok, når vi skal levere for kunderne. Vi er tekniknørder, som alle elsker at være med helt fremme på det sidste nye inden for teknisk infrastruktur. Det kan man kun blive glad i låget af.”
Hvad er unikt ved Køgeområdet?
”Som virksomhed i Køge, er det en fornøjelse af være med på den vækstrejse, som kommunen og hele området oplever. Der er gode betingelser og rammer for erhvervslivet i Køge, og generelt er de lokale virksomheder også rigtigt gode til at arbejde sammen på kryds og tværs, når der er behov for det.”