fbpx

Vi afrunder et travlt og produktivt år

Direktørens hjørne jul

En meget velfortjent juleferie står for døren

I år synes jeg, at juleferien er ekstra kærkommen. En juletid til at få pustet ud i, at være sammen med familien i og få ladet batterierne op i. Det gælder vel for de fleste, at 2021 har været et mærkeligt og krævende år. Coronaen betød, at vi startede året med hjemmearbejde og nedlukning mange steder. Det krævede stor omstilling og alle mine dygtige medarbejdere skal have ros for deres vilje og evne til at omstille indsatserne, selv under vanskelige forhold. Det skete f.eks. da VisitKøge og Vækstfabrikken måtte holdes lukket, og vi fortsat skulle betjene byens gæster og nye iværksættere. OG da sommeren kom, og vi kunne boltre os sammen på fuld kraft uden coronarestriktioner, så eksploderede det også med stor efterspørgsel efter stort set alt. Ja, det var den omtalte ”ketchupeffekt” som kom, og som vi stadig står med… Derfor skal det blive godt for alle at holde pause fra hverdagens jag og lade godt op til nye opgaver i det nye år.

Mit nytårsforsæt er – mere tid til den gode pause –

I en tid med, hvor mange mærker et stort arbejdspres og stor travlhed, er det vigtigt, at vi husker hinanden på den gode pause. Jeg kan selv være utroligt dårlig til det at holde ”pause”, og jeg gribes ofte af opgaverne og ”glemmer” at sætte tid af til de rette pauser. Altså flere pauser til at samle tankerne i, til at få anerkendt mine dygtige medarbejdere i, til at løfte blikket og huske at få gjort de rigtige ting rigtigt.

DERFOR er det vigtigt med gode forhold for erhvervslivet

Dansk Industri har netop udregnet i kroner og ører, hvor meget virksomhederne og deres medarbejdere i hver kommune i 2020 bidrog med til dansk velfærd. Bidraget har DI udregnet som skatter af virksomhedernes lønudbetalinger, overskud og investeringer mv. I Køge kommune bidrager virksomhederne med 4,6 mia. kr. årligt, som har stor betydning for kommunens skoler, sundhedsvæsen, daginstitutioner, ældrepleje, motorveje og anden velfærd.

Altså virksomhederne i Køge kommune bidrager betragteligt til vores fælles velfærd. Det viser tallene tydeligt. Erhvervslivet leverer grundlaget for vores høje offentlige service. Og samtidig er den infrastruktur, sygepleje, dagpasning, politi, ældrepleje m.m. – som det offentlige leverer til – til gengæld helt afgørende for virksomhederne. Det er den gode cirkel, vi har i Danmark, og som er så vigtig for vores succes.

Vigtigt i denne sammenhæng er at huske på, at det skal være nemt at drive virksomhed i Køge kommune. Erhvervslivet skal have gode forhold. Jo bedre kommunal erhvervsvenlighed, jo mere vækst i virksomhederne, og jo flere penge til velfærd.

Tak for samarbejdet i årets løb. Med det ønskes alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.