fbpx

Direktørens hjørne: Klar til en god og velfortjent sommerferie

Ta’ en slapper – og nyd en velfortjent sommerferie
Sommerferien er lige på trapperne, og de fleste af os trænger til en velfortjent ferie, hvor vi kan koble fra og komme helt ned i gear⛱. Især efter forårets og forsommerens store travlhed med genstart af turismen og erhvervslivet er der nu brug for afslapning og få ladet batterierne op igen. Personligt slapper jeg bedst af med at være fysisk aktiv i naturen – i år bliver det med sejlads sammen med familien og en spejdertur på Bornholm. Dertil slapper jeg godt af med rosévin og en god bog inden for rækkevidde, mens mobilen er slukket og gemt godt væk😀.

Efter sommerferien skal fokus være på arbejdskraftudfordringen og Kommuneplan 2021-33!
Noget af det første vi skal se på efter sommerferien, er arbejdskraftsudfordringen og den videre vækst i Køge. I den forbindelse er det vigtigt at bide mærke i, at jobskabelse og befolkningsudviklingen i Køgeområdet forventes at vokse fortsat pænt de kommende år. Prognose for befolkningsudviklingen fordelt på alder og delområder frem til d. 1. januar 2032 viser, at indbyggertallet forventes at stige fra 60.980 personer primo 2020 til 67.566 personer primo 2032. Dette svarer til en samlet stigning i indbyggertallet på 6.586 personer eller 10,8%. På landsplan ventes i samme periode en stigning i indbyggertallet på 4,9%.

I sammenhæng med befolkningsudviklingen er det vigtigt at se nærmere på, hvor og hvordan vi skal bo i Køge. Og netop hvordan kommunen ønsker arealerne anvendt til den kommende vækst er sendt ud i offentlig høring af Kommuneplan 2021-33. Du kan læse og give dine forslag til Kommuneplan 2021-33 frem til 3. september 2021 – ved at klikke her.
Konkret om arbejdskraftudfordringen så skal virksomhederne have adgang til mere kompetent arbejdskraft, hvis væksten skal holdes oppe. Derfor bliver det et vigtigt indsatsområde efter sommerferien at hjælpe virksomhederne med mere efteruddannelse, fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere.

Turismen blomstrer og vil ekspandere med lystsejlere i Køge Inderhavn forår 2022
I dette sidste nyhedsbrev inden sommerferien kan jeg glædeligt slutte af med at oplyse om et sprudlende turismeerhverv i Køgeområdet. Alle vegne meldes der om stor aktivitet. Eneste malurt i bægeret er, at der mangler personale som tjenere og kokke på områdets spisesteder. Dog kan vi alle lige nu glædes over stor fremgang for det ellers trængte turismeerhverv. Den positive udvikling kan fortsætte og glæden blive endnu større, når Køge Kommune som aftalt får etableret flydebroer i Køge Inderhavn til forår 2022. Flydebroer som i kombination med sejlbåde vil skabe et maritimt miljø og skabe ”Lille Nyhavn” stemning i Køge. Ja, fremtiden ser lovende ud for Køgeområdet.