fbpx

Direktørens hjørne: Corona tid og Business Breakfast

Skrevet den 14/1 2021. Et par gange om måneden kan du her på hjemmesiden læse “Direktørenes hjørne”, som vil handle om budskaber og holdninger til aktuelle erhvervsrettede temaer. Denne gang handler “Direktørens hjørne” om coronasituationen, coronaens påvirkning på Køge kommune, og vores nye morgenmadsmøde Business og Breakfast.

Coronatidens limbo

Årets første nyhedsbrev skrives, mens corona restriktioner forlænges frem til 7. februar. Det er som at være i en limbo. På den ene side skal vi naturligvis kæmpe for at begrænse smittespredningen. Vi ved, at det er nu, vi skal holde ud og holde afstand. På den anden side er mange spændt, som en fjeder efter at komme ud og være sociale. Vi længtes SÅ meget efter sommerens fester og social samvær. Tidens modsætninger ses også i, at tvangslukkede virksomheder kæmper hårdt med at få penge fra hjælpepakkerne og holde sig flydende. De nye nedlukninger gør ondt hos mange. Mens der fortsat er dele af erhvervslivet, som buldre derudaf med stor efterspørgsel. Boligsalget er også forrygende. Ja, coronatiden påvirker os meget uens. Dog er vi fælles om at gøre alt for at undgå smitte og blive alvorlig sygdom. Og vi er fælles om, mens alt dette påvirker os hver i hverdagen, er det også nu her i den mørke tid, at vi skal forberede os bedst muligt på en fremtid uden coronaen og smitte. En fremtid, hvor mange mennesker vil søge fest og farver og sociale sammenkomster. En tid, hvor mange vil øge deres forbrug på rejser, forkælelse og oplevelser. Altså, det er nu, vi også må planlægge for en god genåbning og forberede at imødekomme en stigende efterspørgsel. Connect Køge vil i nær fremtid komme med inspiration til, hvordan du kan styrke din forretning med fx kompetenceudvikling som ”digitale veje til vækst” og andre gode tiltag, så vi går fra limbo til fokus

Fakta om coronaens betydning for Køgeområdet

Hvad betyder coronaen for vores område? En rapport fra Irisgroup fra december 2020 viser, at ledigheden er steget svagt siden marts 2020 til aktuelt 4,8 pct., men ligger stadig under landsgennemsnittet. Andelen af virksomheder og selvstændige i Køge som har søgt lønkompensation er 10,6 pct. Det ligger lidt under landsgennemsnittet. Færre virksomheder har søgt om kompensation for faste omkostninger i Køge til sammenligning med nabokommunerne og landsgennemsnittet. Iværksætterraten i Køge har siden april oversteget landsgennemsnittet i stort set alle måneder. Samlet viser analysen, at erhvervslivet i Køge Kommune er påvirket af corona-krisen på niveau med landsgennemsnittet og pt. klaret sig bedre med hensyn niveauet i ledighed.

Klik her og se rapport fra IRISGROUP

Kom til morgenmadsmøde med borgmesteren

Connect Køge inviterer hele erhvervslivet i Køge kommune til morgenmadsmøde den 4. februar kl. 8.00 med borgmesteren og centrale embedsmænd. Det er vigtigt, at kommunerne har en god dialog med virksomhederne. Politikerne skal vide, hvad der rører sig hos de lokale virksomheder for at kunne skabe de bedste muligheder for vækst og job i kommunen. Vores første ”Business Breakfast” må afvikles online. Vi vælger at fastholde et onlinemøde, fordi corinatiden gør det vigtigt, at du let kan møde borgmesteren og centrale embedsmænd. Vi skal have dialog om din virksomheds udfordringer og muligheder. De efterfølgende Business Breakfast afvikles forhåbentligt med rigtig fremmøde og med gratis fælles morgenmad sammen med borgmesteren på en virksomhed. Vi forventer at gøre det næste gang i april 2021, og ellers have et fortløbende morgenmadsmøde med borgmesteren i kvartalet.

Du kan tilmelde dig til Business Breakfast her