Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

BeGin Cph

Billede af Stine og Jesper Fenger-Mieritz med deres gin

Nomineret til Iværksætterprisen: BeGin Cph – passion for smag

Stine og Jesper Fenger-Mieritz danner par både hjemme og på forretningsgangen. Og de startede deres iværksættereventyr med produktion af økologisk gin netop i hjemmet ved køkkenbordet, hvor de første smagsoplevelser blev afprøvet og hældt på flasker.

Fra køkkenbordet til international prisvinder

Det hele startede ved lidt af en tilfældighed, men er nu blevet en seriøs forretning i god vækst og med fremtidsplaner om eget destilleri på gården ved Alkestrup.

”Ad omveje faldt vi i 2019 over ideen med færdigblandet gin og tonic skabt af to studerende, som ikke var nået så meget længere end den første lille produktion og et registreret varemærke. Vi fik mulighed for at overtage navnet og de få første flasker, der kom ud af den lille produktion. Herefter gik vi tilbage til køkkenbordet for at eksperimentere og lege os frem til vores helt egen smag,” fortæller Jesper om den spæde start på et hobbyprojekt, der nu er vokset til den store passion.

Der er etableret et samarbejde med en anden lokal virksomhed – Søbogaard – omkring produktion af økologisk gin, mens den økologiske tonic kommer fra Bryggeriet Fuglsang. Opskrifterne på de unikke smagsoplevelser er selvfølgelig Stine og Jespers egne. Og med Stines baggrund som blandt andet salgschef hos Kähler, er der et skarpt øje for smukke farver og lækkert design.

”Vi har nu udviklet og finpudset tre smagsvarianter ren gin samt drikkeklar gin og tonic, som vi valgte at få målt med verdenseliten ved de internationale konkurrencer IWSC og ISC i foråret 2020. Blandt over 1.000 andre blev alle vores produkter præmieret – og vores gin med lavendel vandt guld. Der er kun én anden dansk gin, der gennem konkurrencens mere end 50 års levetid, som har vundet guld.” understreger en stolt Jesper.

Corona har betydet nye veje

Grundet coronaen har Stine og Jesper ligesom mange andre virksomheder måtte finde nye veje for markedsføring og salg af deres gin. På trods af udfordringerne har BeGin vækstet 200 pct. det seneste år takket været blandt andet den store lokale opbakning. Der er opbygget et netværk af over 40 forhandlere både i butik og online, og der er forespørgsler fra udlandet.

”Køge har alle muligheder lige om hjørnet, og vi møder stor opbakning i lokalområdet. Folk er virkeligt gode til at anbefale os og fortælle vores historie. Størstedelen af vores salg kommer fra Køge og omegn. Vi har allerede flere samarbejder med andre lokale virksomheder, som har åbnet døren for os, og vi har spændende nye produkter og oplevelser på tegnebrættet!” afslutter Jesper lidt hemmelighedsfuldt.