Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Nystrup & Øskov

Nomineret til ILoveMyTeam-prisen: Nystrup & Øskov – et univers med nærvær

Tanja Nystrup og Dorte Øskov er de stolte ejere af tøjbutikken Nystrup & Øskov. Inden de tog springet som virksomhedsejere, arbejdede de sammen hos Bestseller. De er som dag og nat, men netop derfor går de så godt i spænd med hinanden.

- Vi mødte hinanden i Bestseller, hvor vi arbejdede sammen i 10 år. Vi er vidt forskellige – Dorte er politimanden, der har styr på al ting, mens jeg er den kreative og udadvendte, derfor arbejder vi bare supergodt sammen. Så da jeg spurgte Dorte, om hun ville være med til at åbne en tøjbutik, svarede hun ja. Det var midt under finanskrisen i 2011, og vi startede op ud fra devisen om ”at kunne vi starte op nu, så ville vi klare den, fortæller Tanja med et smil.

Samme univers både i butikken og online

Med fokus på nærvær, en tæt kontakt med kunden og på at være omstillingsparate har de fået bygget en fysisk butik og webshop op, som fra start har haft vind i sejlene.

- Vi ville skabe et univers med nærvær. Et sted som alle generationer havde lyst til at besøge og med det mål at yde Danmarks bedste service med fokus på nærvær – uanset om du besøger os fysisk i butikken eller online. Så vi gør også meget ud af vores online kanaler. Vi er fx konstant på Facebook, hvor vi fortæller om butikken og går i dialog med vores kunder. Vi har derfor en stor kundekreds ikke kun fra Køge, men også fra de omkringliggende byer som Roskilde, Solrød og Greve, som også kommer ind i butikken, fortæller Tanja og forsætter:

- Siden hen har vi fået ansat de sejeste piger. Vi er som en familie, hvor vi ser og hører hinanden, og derfor føler vi et fællesskab for butikken og tager et fælles ansvar, og det mærker kunderne jo også.

Tanja og Dortes omstillingsparathed er i den grad kommet til sin ret under coronakrisen. En tid hvor folk tilbringer flere timer hjemme. Så med fokus på hjemmet har de for nylig åbnet en ny afdeling i kælderen til deres tøjbutik med salg af smukke ting til hjemmet.

Køge har et fantastisk handelsliv

Tanja er fra Solrød og har gået på Køge Handelsskole, mens Dorte kommer fra Fyn og nu bor i Vallø. De kender begge to Køge rigtig godt og var ikke det mindste i tvivl om, at det var her tøjbutikken skulle ligge. 

- Køge ligger supergodt, og så udvikler den sig, der flytter nye til, hvilket giver en større kundekreds. Samtidige er køgensere enorm loyale og bakker supergodt op om handelslivet i Køge og vores butik. Og så er Køge bare en smuk og hyggelig by med en atmosfære, som udstråler ”hyg dig, slap af og vær lykkelig”. Det er en by med mange fantastiske oplevelser, smukke ting og gamle, flotte huse. Byen har en historie, og så giver den plads til nytænkning. Det afspejler sig i handelslivet, for her er der plads til specialbutikker, butikker og kædebutikker - og det passer bare perfekt til os, slutter Tanja.