Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Gartneri Toftegaard

Lene Tvedegaard fra Gartneri Toftegaard

Nomineret til ILoveKøge-prisen: Gartneri Toftegaard – her går bæredygtighed og produktion hånd i hånd

Lene Tvedegaard ejer sammen med sin mand Ole Schou Gartneri Toftegaard. I gartneriets 3500 m2 drivhuse dyrkes et stort udvalg af økologiske planter til den spiselige have. Derudover består Gartneri Toftegaard af en drivhusbutik og drivshuscafé.

For at sikre en bæredygtig produktion, dyrkes planterne økologisk, uden kemikalier og produktionen følger så vidt muligt naturens gang.

”Vi bruger så lidt energi som muligt. Det gør vi blandt andet ved, at planterne fremdyrkes ved minimal varme og uden kunstigt lys. Samtidig genbruger vi alle materialer i gartneriet, og plantesække genbruges ved at videresælge dem billigt til folk til jordforbedring i private haver” fortæller Lene.

Kommer rundt i hele landet 

Fornyelig har Lene været med i et samarbejde om at anlægge Den Kongelige Køkkenhave på Gråsten Slot.

”Det var et kæmpe projekt, hvor jeg stod for beplantningsplanen. Det var spændende at implementere biodiversitet, rådgive dem om økologiske dyrkningsprincipper og foreslå bevaring af gamle grøntsagssorter, der er tilknyttet Sønderjylland. Resultatet blev et miks af nye og gamle sorter, som de kongelige ønskede” fortæller Lene.

Udover at deltage i større haveprojekter modtager Gartneri Toftegaard kunder fra nær og fjern.

”Flere restauranter rundt i Danmark har fået øje på os. For eksempel leverer vi til restauranter som Noma, Amass, Relæ, Tindgaarden og Aamans. Her har vi et fantastisk samarbejde omkring smag, så vi kan udvælge de bedste sorter til salg til hobbyfolket”, fortæller Lene.

Hun fortsætter, ”vi har også en rigtig god kundekreds i Køgeområdet. De lokale er fantastiske til at bakke os op, og det er jeg meget taknemlig for”.

Passionerede virksomhed med passionerede medarbejdere

Gartneri Toftegaards ambition er at få bæredygtighed, diversitet, sanseoplevelser og smag ud i haverne. Og her er det især medarbejderne, der er vigtige for, at det kan lykkes.

”I en passioneret virksomhed som vores, er der én ting, som er vigtigt, og det er passionerede medarbejdere. Og vi har helt fanatiske medarbejdere, tilbagevendende sæsonmedarbejdere og mennesker i jobprøvning. Det er en stor gave, for det gør, at virksomheden kan udvikle sig effektivt” fastslår Lene.